Billån

Det er de færreste danskere, der kan betale deres nye – eller brugte – bil kontant. Derfor vælger de fleste at tage et billån. Der findes fine lånemuligheder på markedet, men hvis man ikke passer på, kan man også sagtens ende med at betale rigtig mange penge for sin bil.

Når man endelig har udset sig drømmebilen, kan man hurtigt stirre sig blind på lånet. Det er derfor meget vigtigt at undersøge alle sine muligheder for billån meget grundigt. Sørg altid for at få konkrete tilbud fra låneudbyderne, sammenligne prisen og forhandle om en bedre pris.

Der er i princippet tre forskellige steder man kan tage et billån. Hos bilforhandleren, i banken, eller - hvis man er husejer - et realkreditlån. Der er fordele og ulemper ved alle tre løsninger, så sammenlign tilbuddene grundigt.

Lån ved bilforhandler
Hvis man vælger at tage et lån hos en bilforhandler, skal man typisk forvente at diske op med 20 % af købsprisen på bilen i udbetaling. Lånet er som regel ikke finansieret af den enkelte bilforhandler, men gennem et finansieringsselskab.

Hos bilforhandleren kan man ofte få tilbudt en lavere rente på lånet, men til gengæld kan der være højere gebyrer og andre omkostninger. Derfor er det meget vigtigt altid at kigge på ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent), når man sammenligner lån - lige meget hvem låneudbyderen er.

ÅOP indbefatter alle de omkostninger, der er ved et lån. Man skal altså ikke blot stirre sig blind på en meget lav rente, da det ofte kan ende med at blive dyrere i sidste ende. ÅOP er altså i virkeligheden de samlede omkostninger ved et lån. En vigtig detalje, når man sammenligner ud fra ÅOP, er dog, at udbetalingen og løbetiden er den samme i de lån, man sammenligner. ÅOP er desuden ofte lavere, jo flere penge man låner.

Lån i banken
Banken vil typisk ikke gå så meget op i, hvor stor udbetalingen på bilen er. De vil i højere grad kigge på din generelle økonomi og derudfra vurdere, hvorvidt du har råd til den pågældende bil.

Det er dog altid at anbefale, at man betaler så meget i udbetaling, som man har råd til, da man så vil få en lavere rente. Renten på banklån ligger ofte højere end ved andre låneudbydere, men til gengæld har du den fordel ,at du ikke behøver at stille sikkerhed for lånet. Det betyder, at du kan lave en omlægning af lånet eller finde en anden løsning, hvis du skulle få problemer med at betale pengene tilbage.

Realkreditlån
Hvis man ejer et hus og har friværdi tilovers, kan det ofte betale sig at tage lån til bilen derigennem, og hvis man allerede har et boligprioritetslån med lav rente, kan man spare omkostningerne ved at oprette et nyt lån.

Man skal dog også være forsigtig med at tage denne type lån. Lånet skal tilpasses efter, hvor meget bilen falder i værdi, så man ikke pludselig står i en situation, hvor man skylder mere i bilen, end hvad den er værd.

Generelt kan det anbefales, at man går efter et lån på 6-8 år, så afbetalingen på lånet svarer til det værditab, der er på bilen. Det anbefales også at tjekke, om man har særligt gode lånebetingelser via eksempelvis sin fagforening eller arbejdsplads.

Det bliver naturligvis også altid anbefalet at se, om man kan spare pengene til bilen op i stedet for at tage et lån. Det kan spare én for mange penge i det lange løb, og specielt som ung er det en god idé at spare op til den første bil og bruge den efterfølgende tid til at spare op til den næste.

Lån uden udbetaling
Hvis du finder det bedste tilbud hos en bilforhandler, men ikke har de 20 %, der kræves til udbetalingen, kan man i princippet tage et lån uden udbetaling ved at tage et forbrugslån til at dække de 20 %.

Forbrugslån er dog ikke de billigste lån at tage, men hvis man kigger sig godt for, kan det godt lade sig gøre at finde et lån med fornuftige omkostninger. Det er særligt vigtigt at vælge et af de mere strikse steder, der stiller højere krav til din økonomi.

For at sammenligne lån kan man også bruge flere af de hjemmesider med en låneberegner, der findes på nettet. Husk dog altid at få konkrete tilbud og forhandle om prisen!

Indlæg om billån

Annonce