Den nye generation

Den nye generation

832visninger 2 svar | 27. jul 2019
USA har en rig bilhistorie, med legendariske mærker og modeller. Der er vel ikke et folkefærd på jorden, som har biler så integreret i kulturen. 

Amerikansk bilindustri er udenfor USA mest kendt for store flydere, SUVs, pickup trucks og muscle cars, men USA har faktisk haft omkring 2.000 forskellige bilmærker gennem tiden, med biler i alle kategorier.

Men et efter et, er mærkerne forsvundet, og den trend fortsætter stadig i dag. Et af de næste ofre kan nemt være Buick, som er en del af GM koncernen. Flere af deres biler er baseret på Opel’s biler, men nu hvor Opel er solgt til PSA, hvad skal der så ske med Buick? Er det starten på enden for amerikansk bilindustri? 

Nej, der er en ny generation af bilproducenter på vej!

Tesla var startskuddet på en ny generation, og den nye generation har ikke en buldrende V8, men en drivlinje der er 100% elektrisk. 

Tesla overbeviste mange om, at elbiler kunne have en fremtid med deres Roadster, og Tesla gik mod strømmen af industriens tidligere forsøg med elbiler. Istedet for at lave en lille, økonomisk bybil, viste de hvad potentialet med elbiler var først. 

Derefter lavede de Model S (og X) som størrelses-  og prismæssigt lå i luksusklassen. Endelig kom Model 3, en elbil der kan blive hvermandseje, hvilket var målet, og Model Y, en crossover version af Model 3 kommer som deres næste bil. .

Der er flere nye bilmærker på vej, og gennemgangen herunder er de nok mest kendte.

Fisker
Danske Henrik Fisker havde nogle turbulente år med sit firma, som lavede plug-in hybrid bilen Fisker Karma. Det endte med at han blev smidt ud af sit eget firma. Efter nogle forskellige projekter, begyndte han at designe en ny bil, som ville blive 100% elektrisk. 

Det første projekt han afslørede i det nye firma var eMotion, en luksuriøs sportssedan. Hvor langt fremme projektet er, er lidt uklart. Henrik har kørt rundt i den i L.A. og vist den frem til forskellige arrangementer. Men det virker som om den langt billigere crossover han arbejder på, som også er 100% elektrisk, får mere fokus internt i firmaet. 

Lucid Motors
Firmaet Lucid Motors har gennem flere år arbejdet på en konkurrent til Tesla Model S, Lucid Air. Bilen er blevet vist frem mange gange, men firmaet bag har vist kæmpet en del med at finansiere udviklingen, og opsætning af en fabrik til at bygge bilen. Blandt medarbejderne tæller flere ex-Tesla og ex-Mazda medarbejdere.

Faraday Future
Faraday Future har flere biler i deres roadmap, både en high-end elbil, men har også planer for en SUV, og en racerbil har været annonceret. Prototyper af både deres high-end bil og racerbil har været vist på CES (Consumer Electronics Show) i Las Vegas, men de har ikke fundet vej til kunder endnu. 

Hvor Lucid Motors har haft visse kvaler med finansieringen, har det været endnu vanskeligere for Faraday Future. De har senest i år været igennem nedskæringer og fyringsrunder, hvilket endnu engang vidner om at det kræver rigtigt meget at starte et nyt bilmærke. Men med jævne mellemrum annoncerer de at de atter ansætter folk, så det lykkes åbenbart at finde investorer til at holde firmaet kørende.

Rivian
Elon Musk har jo allerede annonceret at Tesla vil lave en pickup truck, men der er ingen dato på hvornår den vil komme, og der er heller ikke offentligtgjort specifikationer. 

Det er der til gengæld på Rivian R1T, som sandsynligvis bliver den første serieproducerede pickup. 

Modsat Lucid Motors og Faraday Future, ser det ud som om at Rivian har en bedre økonomi at arbejde med, ikke mindst pga. to store runder funding i 2019, som kom fra Amazon og Ford. 

Selvom det er pickup’en der tiltrækker opmærksomhed, har Rivian også planer om at lave en SUV, og de to biler vil dele platform, drivlinje m.m. 

Rivian’s specifikationer viser, at de planlægger at lægge langt større batterier i deres biler, end konkurrenterne lægger i deres biler. Men det giver mening, da en pickup jo gerne skulle kunne bruges som en arbejdsbil, som kan læsses tungt og trække en del på krogen. Uden læs, skulle pickup’en kunne accelerere 0-100 km/t på lige over 3 sekunder, hvilket nok vil være rekord for en standard, masseproduceret pickup.

Ikke bare et reboot
De nye bilmærker agerer anderledes end de gamle, veletablerede mærker. De bliver drevet som teknologi virksomheder, med udviklingscentre i primært Silicon Valley og Los Angeles - langt fra Motor City Detroit. 

Silicon Valley er i forvejen centrum for rigtig meget udvikling indenfor bilindustrien. Bilmærker som Mercedes, BMW, VAG, Porsche, Toyota, Honda, Ford og mange andre, har tusindvis af udviklere og forskere siddende her. Og det er jo også her Tesla har sin primære udvikling og produktion. 

Lønniveauet i Californien er dog ret højt, sammenlignet med andre dele af USA, så de nye bilmærker ser til nabostaterne som eks. Nevada og Arizona, når de skal placere deres fabrikker. Mange af de produktionsjobs der bliver skabt med de nye bilmærker, mærker man altså ikke meget til i staten Michigan, som ellers er hvor den amerikanske bilindustri tidligere har blomstret. 

Så hvis de nye bilmærker går ind og erstatter de gamle, som i øjeblikket har det svært, så er det ikke noget der genopretter jobs i de områder de er blevet ramt af nedskæringer som følge af faldende salg af amerikanske biler.  

Men før den nye generation af bilmærker brager igennem, skal de overleve. Og med de enorme kapitalkrav der er til opbygningen af et nyt bilmærke, inkl. udvikling af biler, opbygning af produktion, forhandlernet, service etc., kan det tage noget tid før det sker. 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Den nye generation
  •   28. jul 2019 Fed artikel. Tror du ikke også Saleen snart går "ALL Electric" smiley Kina er også et land, hvor der virkelig bliver skruet op for elektriciteten med elbiler.

  •   28. jul 2019 Der bliver arbejdet meget med elbilsteknologien, nogle biler er niche biler, som eks. også Rimac og den vilde Lotus. Det vanskelige er nok at lave en masseproduceret bil, det kræver massive investeringer.

    Jeg tror også at der kommer til at ske meget i Kina. Det store spørgsmål for mig er, om de også kommer til at eksportere biler. Jeg tror godt det kan ske.


Kommentér på:
Den nye generation
Annonce