Restgæld i bil


Inden du køber en bil skal du undersøge, om der er restgæld i bilen. At der er restgæld i en bil betyder, at bilens nuværende ejer har lånt penge for at købe bilen - og at den nuværende ejer stadig skylder nogle penge til fx en bank eller et finansieringsselskab.

Skyldes der stadig penge for bilen, er dette registreret hos Tinglysningsretten - og det er disse penge man kalder for restgæld. Banken, der har lånt pengene ud, har krav på at få deres penge tilbage, uanset hvem der ejer bilen. Og hvis du ikke får bilens nuværende ejer til at fjerne gælden i bilen, så hænger du altså på den, når du køber bilen.

Derfor er det meget vigtigt at undersøge, om der er registreret gæld i en bil, inden du køber den!

Du kan selv undersøge, om der er restgæld i bilen

Restgæld er registreret i Bilbogen hos Tinglysningsretten. Det er nemt at finde ud af, om der er registreret gæld i en bil. Du kan enten gå ind på Den Digitale Bilbog (også kaldet Bilbogen) via Tinglysningsretten og slå bilen op her www.tinglysning.dk. Det kræver dog, at du har bilens stelnummer. En anden, og nemmere måde er at bruge bilens nummerplade og slå den op på www.bilgalleri.dk/nummerplade

Nummerpladen kaldes også for bilens registreringsnummer, og med dette nummer kan du finde en masse oplysninger om bilen du evt. overvejer at købe. Du kan selvfølgelig også lave en søgning på din egen eller naboens bil, hvis du skulle have lyst til det.

Oplysningerne inkluderer bl.a. hvornår bilen skal synes næste gang og om bilen har haft alvorlige fejl ved tidligere syn. Du kan også tjekke om det angivne kilometertal stemmer overens med det der er opgivet i de tidligere synsrapporter.

Hvis der er restgæld i bilen?

Hvis der er registreret gæld i bilen, så er det vigtigt, at du kontakter sælger, og beder ham fjerne denne gæld. Specielt nye biler bliver ofte købt ved at låne penge hos en bank eller et bilfinansieringsselskab. Når lånet er betalt tilbage, så kontakter banken Tinglysningsretten og får dem til at fjerne den registrerede gæld i bilen.

Men hvis sælger stadig skylder penge i bilen, når han vil sælge den videre, så vil du kunne se det, når du slår nummerpladen op.

Hvis en bil har registreret gæld, vil du ofte kunne se en kort beskrivelse af, hvem der har lånt penge til køb af bilen, hvem der har udlånt pengene og hvor mange penge der er blevet udlånt.

Vigtige begreber i forbindelse med restgæld

Der bliver ofte brugt følgende ord:

Kreditorer - dette er fx banken der har udlånt pengene.
Debitorer - dette er personen som har lånt pengene (ofte bilens ejer, men det kan også være en anden person).
Hovedstol - det oprindelige beløb som er blevet lånt.
Pant - Hvis en forbruger låner penge til sin bil af banken, vil de ofte tage pant i bilen. Dette betyder, at banken vil kunne overtage bilen, hvis forbrugeren ikke betaler sit lån tilbage.
Et pant på 120.000 kr. betyder ikke nødvendigvis, at der er den samme restgæld på bilen, da låneren kan have betalt noget af beløbet af.

Bemærk at ovennævnte forklaring også gælder ift. hovedstol. Selvom der er registreret en hovedstol (det oprindelige lån) på 120.000 kr, så kan den faktiske restgæld sagtens være meget mindre. Hvis lånet på 120.000 kr er oprettet for lang tiden siden, så har sælger måske betalt det meste af lånet tilbage. Men husk alligevel at få restgæld fjernet, inden du køber bilen.

Alternativt kan du kontakte den bank, hvor sælger har sin gæld og få at vide hvor meget gæld der er tilbage i bilen. Du kan så få et nedslag i handelsprisen og bruge de overskydende penge til selv at fjerne gælden.

Hvad skal du huske i forhold til gæld i biler?

- Få fat i nummerplade eller stelnummer på bilen du overvejer at købe
- Slå bilen op på fx. www.bilgalleri.dk/nummerplade og undersøg om der er gæld i bilen
- Hvis der er registreret gæld, så skal du få ejeren til at fjerne denne gæld

Undersøg i øvrigt om bilen [blev godkendt ved seneste syn], har overskredet synsdatoen, om der er [fusket med bilens kilometertal] samt hvor meget du skal betale i [afgift].

Slutseddel

Derudover kan det anbefales at bruge FDM’s slutseddel i forbindelse med køb af brugt bil - du kan downloade slutsedlen lige her: http://www.fdm.dk/biler/bilkoeb/slutseddel-til-bil-mc-campingvogn

HUSK - uanset hvad der står på slutsedlen, så kan bank eller finansieringsselskab stadig gøre krav på bilen, hvis den tidligere ejer har en uindfriet gæld, som er tilknyttet bilen. Det er en udbredt misforståelse, at slutsedlen kan sikre køberen af bilen mod restgæld - så vær opmærksom på det.