Guide til rustbeskyttelse

I Danmark er det særligt relevant at være på forkant med rustbeskyttelse af din bil, da det danske klima er præget af en høj luftfugtighed, som kan virke stærkt korrosivt på dit køretøj.
Mange biler fra udlandet er ikke designet til at overleve mange år i det omskiftelige danske klima, hvor der kan være store udsving i kondens og temperaturer.


Her er 7 gode tips til rustbeskyttelse af din bil:




1. Hvilket produkt?
Der er mange forskellige produkter på markedet, som kan levere den ønskede rustbeskyttelse. Blandt de mere populære er bl.a. Dinitrol-behandling, som kan sikre din bil mod rustangreb eller alternativt en TECTYL-behandling. Der er desuden mærker som PAVA og SUVO. Der er delte meninger om, hvad der er den absolut bedste rustbeskyttelse - men som udgangspunkt kan beskyttelsen leveres af alle de anerkendte mærker.

2. Spar penge ved at rustbeskytte om foråret
Mange danske bilejere får fokus på undervognsbehandling og rustbeskyttelse om efteråret og vinteren, fordi de bliver opmærksomme på, at frostvejret nærmer sig, og at bilen sandsynligvis snart vil blive udsat for salt.
Denne store efterspørgsel på rustbeskyttelse medfører et pres på værkstederne, og det bevirker at prisen stiger. Og på store rustbeskyttelsescentre, som fx Dinitrol, kan der være en måneds ventetid sidst på året.
En undersøgelse viste at bilejere i gennemsnit sparede 37% på behandlingen, hvis de fik det gjort i løbet af foråret.
Rustbeskyttelse kan heldigvis foretages året rundt, så længe personen der udfører arbejdet, følger de korrekte procedurer.

3. Undgå dårlig rustbeskyttelse
Tjek altid værkstedet eller rustbeskyttelsescentret inden du bestiller din behandling. Ofte vil en urealistisk billig rustbeskyttelse være ensbetydende med, at din bil ikke får den rigtige behandling. Brug f.eks. trustpilot eller andre kilder til at tjekke værkstedets ry.

4. Elektronisk rustbeskyttelse
Et af de mere eksperimentelle forsøg på at forhindre rust, er den elektroniske rustbeskyttelse. Her monterer man en såkaldt “offeranode”, og rusten tærer så på denne anode fremfor resten af metallet. Metoden er bl.a. benyttet på skibe med zink-anoder, som så beskytter resten af stålet på skroget. Der er dog delte meninger om, hvor effektiv denne metode er ift. biler.

5. En enkelt behandling er ikke nok
Rustbeskyttelse er en kontinuerlig proces. Som regel er det tilstrækkeligt at få foretaget en undervognsbehandling hvert andet år (Nogen mener at hvert tredje eller fjerde år kan være nok). Hvis der er tale om en brugt bil, som har fået sin første behandling, kan det dog være nødvendigt at efterbehandle efter en kortere periode (et halvt til et helt år).

6. Galvanisering er ingen garanti
Nogle bilejere har den fejlagtige opfattelse, at en galvaniseret bil ikke behøver rustbeskyttelse.
Galvanisering gør, at bilproducenter kan give en relativt lang garanti ift. rustgennemtæring, men dette er ingen garanti for, at bilen ikke bliver angrebet af rust i almindelighed.
Desuden er der normalt dele af undervognen som ikke er galvaniserede og ikke er dækket af rustgarantien.
Slutteligt er det også værd at bemærke, at garantien generelt ikke dækker, hvis gennemtæringen skyldes skader i lakken fra stenslag eller lignende.

7. Få en ekspertvurdering
FDM og andre instanser råder bilejere til at få en uvildig fagmand til at vurdere, hvornår den pågældende bil skal have en omgang rustbeskyttelse.
Hvis du overvejer at investere i en brugt bil, kan det også betale sig at undersøge, hvornår bilen sidst har fået supplerende rustbehandling - også her kan det anbefales at inddrage en fagmand.

Og husk...

Den første rustbeskyttelse er den vigtigste! Det anbefales altid at få din bil rustbeskyttet i løbet af de første par måneder. Det er langt nemmere at forebygge rust, end det er at behandle rust.
Som tommelfingerregel er det ekstra vigtigt at sikre en billig bil mod rust, da der tit er en tendens til, at fabrikken har sparet på beskyttelsen, hvis bilen er meget billig.
Både Teknologisk Institut og FDM anbefaler, at man får rustbeskyttet sin bil fra ny.

Tips - rustbeskyttelse